Blog

Etikette i hverdagen

Etikette, og derunder manerer, spiller en rigtig vigtig rolle igennem hele vores liv. Etikette er dagligdagens regelsæt for god livsførelse, dvs. til- og omtaleformer, generelt sprogbrug, påklædning og kropssprog – altså vores fremtoning/opførsel i hverdagen og ved særlige lejligheder. Måden vi tiltaler andre på og den måde andre tiltaler os på/gøre gestus, fortæller meget om dennes personlighed/anseelse/respekt/status.

I den globale verden vi lever i, i dag, krydser vi alle mange forskellige mennesker på vores vej. Noget af det jeg lægger mærke til ved dem jeg møder, er deres manerer og håndtering af etikette. Det fortæller mig nemlig rigtig meget om den enkelte person. Hvordan de lever deres liv, hvordan de ser dem selv og hvordan de ser/behandler andre.

Hvis vi tager et kig tilbage i historien, udkom der i 1918 den bedst kendte danske etikettebog, “Emma Gads, Takt og Tone. Hvordan vi omgaas”. Men tager vi et kig endnu længere tilbage, så menes det af de lærte, at der i renæssancen opstod en etikettebogsgenre med den første bog om emnet, skrevet af Eramus Rotterdams i 1530. Bogen opnåede meget stor udbredelse og blev senere udgivet på dansk i 1689.

Igennem hele 1900-tallet var det meget populært at vejlede om etikette i forskellige medier; radio- og tv-programmer, brevkasser og ugeblade, hvor folk kunne skrive ind og stille spørgsmål eller læse om de forskellige etiketter.

Igennem tiderne har der også været tilbudt en stor variation af forskellige kurser omhandlende emnet. Dog var de fleste kurser henvendt til yngre velstående personer eller dem der færdedes i erhvervslivet, så de kunne lære, hvordan de skulle agere ude i de sociale kredse og i erhvervslivet.

Jeg kan godt lide folk der udviser en god opførsel; har gode manerer og styr på etikette. Man kan sige at gode manerer, og i nogen udstrækning styr på etikette generelt, er grundlaget for et godt og velfungerende samfund, mens dårlige manerer og mangel på etikette, fører til et dysfunktionelt samfund uden struktur. Selv kriminelle/lovløse miljøer fungerer bedst, når der er styr på etikette, og i nogen udstrækning manerer!

Denne hjemmeside bruger cookies. Ved at fortsætte med at bruge denne side accepterer du vores brug af cookies.