Bord-manner!
Sørg for at have dine bordmanerer på plads. Hvad enten du blot er i selskab med gode venner eller du er ude blandt fremmede i byen på en restaurant eller til et større selskab, så efterlader gode manerer altid et godt indtryk. Man behøves bestemt ikke at gå over gevind i gode manerer og opføre sig som en engelsk Jarl eller Hertuginde fra 1800-tallet, dog ser det givet vis rigtig godt ud, at man er bevidst om de mest basale gode manerer, såsom hvordan man ikke sidder og spytter maden ud tilbage på tallerkenen, piller næse, fjerner mad i tænderne, slikker fingre, afbryder samtaler m.m. Og hvad med håndtering af bestikket…?
Ved du hvordan man holder det korrekt – at bestikket ikke må røre bordet igen, når først du har haft det i brug og at kniven aldrig må rør munden! Ej heller rækker man ud efter saltet, men beder sin sidemand-/dame om at række ‘en saltet – medmindre det står lige foran egen tallerken. Gode manerer ved bordet er mange ting. Nedenfor her finder du en oversigt over de maner som kan være rigtig gode at kende til og praktisere😉
Ankomst
Når du ankommer til tiden ved din destination, sørg da altid for at hilse pænt på værterne som det første. Derefter hilser man på alle gæsterne. Kutymen er, at man går rundt og giver hånd til alle og præsenterer sig selv. Dog lever vi pt. i en tid, hvor man skal tage lidt forholdsregler. Så et håndtryk kan erstattes af en albue mod albue hilsen, fod mod fod eller helt uden kontakt, men med et dejligt stort smil og et ”Hej”, imens du holder øjenkontakt med den du hilser på.
Dine hænder og negle
Sørg altid for at dine hænder er vasket inden du sætter dig til bords, samt at du ikke kommer med sorte negle. Det er bestemt ikke særligt appetitligt, og er ej heller særligt hygiejnisk. Som indikeret ovenfor er rene hænder rigtig vigtigt, så sørg for altid at vaske dine hænder grundigt efter et toiletbesøg, og sørg altid for at have lidt håndsprit i tasken – man kan få sådan nogle små praktiske nogle, der egner sig rigtig godt til dametasken eller til at have i lommen som herre.
Kom altid til tiden
Hvis man er inviteret til kl. 19, så går det ikke at man først kommer lidt over – det virker sløset og useriøst. Kom altid til tiden, det giver respekt og anerkendelse, da du ikke spilder andres tid.
Har du styr på bestikket?
Som hovedregel er bestikket altid placeret i logisk rækkefølge efter planlagt anvendelse, med skaftet ud til bordkanten. Man starter yderst og bevæger sig ind mod tallerkenen. Gaflerne er placeret til venstre for tallerken – yderste gaffel bliver brugt til salat, gaflen i midten er til fisk og den sidste inderste gaffel er til selve hovedretten. Knivene er placeret til højre for tallerken, og samme regel gælder som for gaflerne – man starter ude fra og arbejder sig ind mod tallerkenen. Med knivene er det vigtigt at den skarpe side/skæret af knivene vender ind mod tallerken. Over tallerken ligger bestikket til desserten – ske eller gaffel.
Husk at kniven kun bruges til at skære maden med, ikke flå, og aldrig må røre munden. Så ikke noget med at bruge kniven som ske og side at slikke på den.
Har du styr på bestik sproget?
Forstil dig at tallerken er en urskive. Hvis du under middagen lægger kniv og gaffel fra dig, skal kniven placeres i position kl. 1, og gaffel skal placeres ved kl. 4. Er du færdig med at spise, placeres både gaffel og kniv pænt ved siden af hinanden ved kl. 4, med gaffeltænder (peger opad) og knivspids i tallerkens centrum.
Sidst men ikke mindst; husk, at når først bestikket har været taget i brug, må det på intet tidspunkt placeres liggende tilbage på bordet eller skaftet støttende på bordet – det skal ligge på tallerken som beskrevet, og kun tallerken.
Begrænselsens kunst
Både når det kommer til at putte mad i munden og når man skal fylde på sin tallerken, er der to ord som går igen: ”begræns dig”! Lær disse to ord og husk dem, når du står ved buffeten eller når du sidder ved bordet og øser mad over på din tallerken, eller i munden. Det er mere civiliseret og elegant med en mindre fyldt tallerken, så undgå at bygge et højt bjerg – man kan altid tage mere i runde 2, og runde 3 bør ikke være aktuelt overhovedet.
En gaffel holdes i venstre hånd, og må ikke komme over i højre, for at blive brugt som skovl. Vend tænderne på gaflen ned ad, dette begrænser dig fra at skovle eller putte for meget på gaflen – du skal altså “spidde” maden, og ikke skovle op. På denne måde kommer du ikke til at ligne en hamster, der overfylder sine kinder for at samle forråd – det er kun charmerende hvis du rent faktisk er en hamster.
Smag på maden
Som barn lærte jeg altid at man skulle smage på maden der blev serveret. Kan man ikke lide maden, sidder man ikke og laver grimasser eller udbryde forskellige kommentarer om maden, men holder det for sig selv. Det er vigtigt at man er høflig, også selvom man måske ikke lige er den største fan af fisk, blomkål, ost eller andet. Hvis du ikke kan lide det der bliver serveret, lader du det pænt ligge uden at kommentere på det.
Mangler du noget?
Sidder du ved bordet og mangler noget som er uden for din rækkevidde, skal du altid høfligt bede en anden ved bordet, om at række det til dig. Aldrig, som i aldrig, række hen over bordet/din sidemand/-dame, for at nå noget selv – oftest salt og peber, eller vand.
Unødvendigt støj under middagen
Man taler aldrig med mad i munden – det er uhøfligt og ucharmerende. Til tider direkte ulækkert. Lad andre tale færdigt og vent til det bliver din tur. Så udviser du respekt og høflighed, både over for den enkelte person og for selskabet. Hold munden lukket når du tygger, og når du drikker, skal du undlade at slubre.
Hvordan er det nu med ens ejendele og mobil?
For damerne gælder det, at har man en håndtaske med til bords, skal den placeres et af to steder – enten på gulvet ved siden af din stol, eller i skødet, som helt klart er min favorit. På gulvet kan man nemlig falde over tasken, når man skal rejse sig for at gå på f.eks. toilettet. Den må aldrig placeres på bordet.
Det samme gælder for mobilen – den hører ikke til ved bordet, og skal gemmes langt væk. Dog kan det accepters at man har den på sig, hvis nu man venter et vigtigt opkald eller nogen er syg.
Sørg for at være til stede ved bordet, og deltag aktivt med resten af selskabet. Hvis du absolut skal bruge mobilen, så undskyld dig selv og forlad lokalet. Men sørg for at opkaldet ikke tager lang tid, da dette er uhøfligt over for resten af selskabet.
Servietreglerne
Når alle er færdige med at spise og det er på tide at forlade bordet, placeres servietten til venstre for tallerken. Forlader man bordet under middagen, placeres servietten på din stol – ikke på bordet.
Nu har du læst alle ovenstående tips igennem, og bør være klædt på til at gøre et godt indtryk ved dine kommende middagsselskaber
Så på med de høje hæle eller laksko, og tag ud at erobre Verden. Rigtig god fornøjelse.
God fornøjelse.